De velklædte danske mænd #3

Der er modeugernes ofte ekstreme tendenser, den professionaliserede streetstyle, og så er der alle de velklædte danske mænd, der beriger gadebilledet med karakteristisk og god stil. I en række af indlæg vil jeg interviewe de velklædte danske mænd, der hver dag inspirerer folk omkring sig med deres personlige udtryk.

5I denne omgang skal vi møde en vaskeægte vesterbroer.  Ruben Bellman arbejder til dagligt som supervisor for en franchisetager, der ejer seks McDonald’s restauranter i København. Ruben er endnu et pragteksemplar på, hvordan den klassiske herremode sagtens kan fortolkes på en aktuel, kæk og konsekvent måde.

Allerede som helt ung purk forærede Rubens morfar ham et slips, og siden dengang har han altid sat pris på det “ekstra”, de lækre detaljer og velklædtheden. Faktisk var han i sine unge år så velklædt at hans folkeskolelærer en dag skrev i kontaktbogen at han var “for pænt klædt, og det var synd for de andre i klassen”. Trods det mærkværdige notat holdte han sig ikke tilbage. Han blev derimod mere stædig. Derfor købte Ruben sit første jakkesæt hos Torbens på Strøget som 14 årig, og siden dengang har han altid været klædt i klassiske klæder, og formået at sætte sit eget aktuelle præg på dem.
Jeg har taget en snak med Ruben om hans unikke stil, der gør ham til én af de velklædte danske mænd.

Din stil har mange klassiske referencer, men er stadigvæk yderst cool, konsekvent og aktuel. Hvad inspirerer dig, og er der en historie bag dit valg af stil?
Jeg har altid været fascineret af 50’erne og 60’erne, italienernes fornemmelser for stil, englændernes traditionelle og konservative look samt godt håndværk f.eks inden for dansk møbeldesign. Der er noget trygt i at kunne bruge og genanvende “en klassiker” f.eks. et par sko fra Grenson eller Loake, et armbåndsur eller en Oxford skjorte fra Brooks Brothers.

Er der nogle brands, der har en særlig betydning for din stil?
Jeg går ikke bevidst efter brands, men efter kvalitet og hvad jeg mener der vil supplere min garderobe bedst. Jeg må dog indrømme at jeg har fået et soft spot for Gant Rugger, som lige har ramt det klassiske preppy look med kant. De har formået at skabe kollektioner der let kan suppleres fra sæson til sæson.

Hvad er god stil i dine øjne og betyder den visuelle kommunikation igennem beklædning meget for dig?  
God stil er hvad man selv synes, når bare man gør sig lidt umage og er tro mod sig selv. Det er så ærgerligt at se når tøjet kommer med personen og ikke omvendt. Det er sørgeligt at se når folk bare lader stå til og giver op. Omvendt er det lige så slemt at se, når folk bliver slaver af moden og lader sig diktere – det er direkte fjollet.
Personligt føler jeg mig bedst tilpas når jeg er velklædt og jeg tror, at når man har det godt med sig selv, får man automatisk også mere overskud f.eks til at gøre det ekstra med en pin i knaphullet, at urrem, bælte og sko matcher o.l.
1 3

Har du et bestemt item i din garderobe, der har en særlig betydning for dig?
Jeg har 3 items der har særlig betydning for mig. Et par sorte loafers fra Miu Miu, som jeg fik af en af mine venner. De laves ikke mere og er noget af det mest behagelige at have på. Et par tassel loafers fra Vivienne Westwood (skoene ovenfor) jeg fik fra min bedre halvdel da jeg fyldte 40. De skiller sig helt klart ud på den finurlige facon som kun Westwood kan gøre det – ikke bare i min garderobe men også når jeg har dem på. De er i kontraster således at højre og venstre er farvemæssigt modsat… Der bliver kastet mange blikke på dem når jeg bevæger mig rundt i byen på en helt almindelige mandag og man kan næsten høre folk tænke “det kan man da ikke”. Sidste item er en blazer fra Andrea Neri, som jeg selv har været med til at udforme. Foret, knapper, pasform, materiale og farver kombinerede jeg sammen med en anden af mine venner som havde en tøjforretning. Den blev lavet i 7 eksemplarer, vi fik en hver og resten blev solgt på få uger.

Hvis man følger med på din Instagram, er det tydeligt at du er glad for at shoppe. Hvor gør du typisk dine køb, og hvilke shops kan du anbefale?
Jeg shopper flere forskellige steder både i København, London, Berlin og på Internettet.
Gant Rugger i Kronprinsessegade er absolut en af mine favoritter – både mht. udvalget og betjeningen. Personalet er fantastiske til at råde og vejlede og det sætter jeg pris på. Illum og Magasin har også et godt udvalg af div. forskellige mærker. Stumper & Fielding på Portobello Road i London er et besøg værd og Budapester Shue i Berlin har et ekseptionelt udvalg i klassiske herresko.
På nettet er jeg fan af Grand Frank som har alt i accessories og indtil for et år siden var det Steve and Co. som jeg håber snart åbner for salg igen.
Jeg har også gjordt nogle fund på loppemarkeder i København godt hjulpet på vej af min familie der er gode til at spotte nips og dims.

Skærmbillede 2015-05-18 kl. 21.51.37

Gant Rugger blazer, Gant Rugger skjorte, Gant Rugger lommetørklæde, Grand frank Lapelpin, Steve&co slips og Omega seamaster ur

Hvis du skulle sammensætte det ultimative sommerlook, hvilke elementer ville du så inddrage?
Hvide bukser, loafers – uden sokker og som selvfølgelig matcher bæltet, lyseblå skjorte og en klassisk mørkeblå blazer. Hertil et lommetørklæde og en pin.

Hvad har du om håndledet?
Tattoo udarbejdet af Elliott fra The Old Barber Shop og et af  tre armbåndsure. Jeg arvede min morfars guld ur som jeg fik restaureret. Selv har jeg købt et Certina fra 50’erne og et Omega Seamaster fra 60’erne. Alle tre er med forskellige remme, så de matcher farven på mine sko/bælter. På mit andet håndled har jeg en samling af armbånd jeg har fået foræret gennem årene.

Skærmbillede 2015-05-18 kl. 21.55.13

Et udsnit af alle Rubens blazere

Hvad tænker du generelt om den danske mands beklædning på gadeplan? – og hvis du skulle give et godt stilmæssigt råd med på vejen til den danske mand, hvad ville det så være?
Gør hvad du vil, og lad være med at lade konen bestemme. Min bedre halvdel accepterer mig som jeg er og bakker mig op. Jeg værdsætter hendes mening og lytter til hende, for hun har efterhånden forstået mig og min stil 100 %. Hun ved også, at det i sidste ende er mig der vælger mit outfit.  Invester i nogle få men gode kvalitets items, som du kan kombinere på forskellig vis. Du behøver ikke købe hele outfittet i vinduet. Du kommer langt med to par sko i god kvalitet – et par i brune og et par i sorte. Et klassisk mørkeblåt jakkesæt, som du kan kombinere sammen og hver for sig med både skjorter, jeans, t-shirts og strik. Og for Guds skyld – sørg for at det du køber passer i størrelsen. Det er godt givet ud at få det tilpasset hos en skrædder, så bukserne ikke er for lange og skuldrene på jakken ikke hænger nede på overarmen. Og nej – det er ikke nødvendigt med sokker i sko altid

6

Andrea Neri blazer, Joop skjorte, Grand frank lapelpin, Steve&co slips, Atlas lommetørklæde, Zara chinos og Grenson brogues

Du kan finde Ruben Bellman på Instagram @rubenbellman
Husk også at du kan læse om de velklædte danske mænd Mads Munch samt Samuel & Noel.
10965354_10152840394364678_480362591_n-356x50011073987_10206494878553736_885385238_n

   

1 kommentar

  • Useful information. Fortunate me I found your web site
    by accident, and I’m shocked why this accident didn’t happened in advance!
    I bookmarked it.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Balmain for H&M: Den svenske gigant er klar med endnu et luksuriøst high-low co-lab