Martin Asbjørn SS16: Gør det sejt at gå med rygmærke

Det går godt for dansk mode. Rigtig godt. Og heldigvis bliver udtrykket mere og mere alsidigt. En af de mest aktuelle designere lige nu er Martin Asbjørn, og han sætter en fed streg under, at dansk mode ikke nødvendigvis kun skal hylde den skandinaviske minimalisme.
For når Martin Asbjørn designer og iscenesætter sine kollektioner er janteloven en by i Rusland. Det klassiske skrædderi mixes med stærke og ungdommelige detaljer, hvor skjorterne er en overflødig del af stylingen. Brandet tilbyder en moderne tilgang til hele tailoring-universet og henvender sig til manden, der vil føle sig sexy – som Martin Asbjørn beskriver på webshoppen – og stadig føle komforten af et veludført stykke tøj.
SS16 kollektionen byder på en sej variation af anvendelige og vovede pieces, der eksempelvis byder på bikerjakker med frynser, brede jakkesætsbukser med læg og sådan kan jeg blive ved. Særligt kollektionens overdimensionerede hættetrøjer med markante lynlåse er bemærkelsesværdige, og så gør de det ekstra sejt at gå med rygmærke.
Martin Asbjørns SS16 kollektion virkelig svedig, og den kan lige nu købes på Martin Asbjørns webshop. Lookbookens sneakers kommer i øvrigt fra Casper And The Beast.
Ingen kommentarer endnu