Skjortens mange flipper: 6 skjorterflipper du bør have i garderoben

At købe en skjorte er ikke altid ligetil. Ikke nok med at du skal tage beslutninger om brand, fit og materiale, så bliver du også udsat for utallige skjorteflipper som du skal forholde dig til inden du foretager dit køb. Men hvordan er det nu lige med de forskellige kraver, og hvilke fungerer bedst i bestemte sammenhænge? Her får du en guide til de mest populære skjortekraver og samtidig en helt subjektiv stylingguide til mine fortrukne fliptyper.
Hvorfor er skjortens flipper så vigtige, og hvordan skal kraven egentlig sidde?
Skjortekraven og flippen er måske skjortens vigtigste visuelle del. Dens form er helt afgørende for hele skjortens udtryk, og derfor bør man vælge med omhu. Men det kan være komplekst med modens konstante skift. Alligevel er der et par elementære og helt grundlæggende huskeregler som du bør skrive dig bag øret uanset modens udvikling.
1. Jo længere tilbage en skjortekrave er snittet, des mere elegant virker den . Derfor er en cut-away krave det perfekte valg til et jakkesæt, hvis du skal fremstå meget formel.
2. Den klassiske button-down er uundværlig, hvis du ønsker en skjorte af afslappet karakter. Den blev oprindeligt kreeret af Brooks Brothers i New York med inspiration fra polospillere. På trods af flippens afslappede udtryk, kan den også sagtens anvendes til slips som vi eksempelvis ser at succesdesigneren Thom Browne gør.
3. Sørg for at kraven sidder til i halsen. Der må absolut ikke være for meget luft mellem hals og krave. Skjorten bør sidde så tæt på halsen at den lige præcis ikke klemmer. På den måde opnår du det skarpeste udtryk, og så undgår du iøvrigt også at din skjorte ser for stor ud.
Hvilke kravetyper bør du kende?
Kravetyper og flipper er der som sagt mange af, men her er en række af mine favoritter som du bør kende til.
1. Button-down: Efterhånden den mest udbredte krave, der i min optik fungerer til alt. Den er meget sporty og casual, og anvendes som regel på de afslappede oxfordskjorter. Bær den åbentstående eller mere dresset i kombination med slips eller safety pin og blazer. Sørg for at have en del af disse i garderoben! Gode button-down skjorter kan ingen mand undvære.
2. Tab-collar: Denne flip eksisterer i utallige formater. Kraven holdes tæt af en lille flip eller en nål, der forbinder de to spidser. Fliptypen er perfekt sammen med et slips, da formatet gør at kraven slutter helt tæt om slipset og dit look dermed bliver knivskarpt. Samtidig symboliserer kraven at du har sans for detaljen!
3. Cut-away: Yderst velfungerende under et jakkesæt, og må siges at være en af de absolut mest elegante kraver. Hav mindst én skjorte i skabet med denne kravetype, og er du en strømlinet forretningsmand, så er det bare med at fylde garderoben op.
4. Club-collar: Der er noget lækkert over denne type krave. De afrundede spidser er super cool og stammer fra de klassiske engelske kostskoler. Skal du opnå et preppy udtryk, er denne kravetype et super godt bud i kombination med en navyblå blazer, lyse chinos og et stribet slips.
5. Knækflippen: Skal du til et black-tie event, hvor en tuxedo med tilhørende hvid skjorte er et must, er det en nødvendighed at kombinere sættet med denne kravetype. Bær den med en sort butterfly – naturligvis selvbinder!
6. Kinakraven: Kinakraven har for alvor fået comeback de seneste sæsoner, og må betragtes som den absolut mest uformelle kravetype. Den er yderst aktuel på særligt skjorter med lange silhuetter (longline), og er rent faktisk blevet en personlig favorit. Skal du udstråle noget kækhed, er denne type en sikker vinder – også under blazeren.
10 GODE KØB
Button Down:
Thom Browne til 2899,- hos Storm // Norse Projects til 700,- hos Norse Store
Tab Collar:
Eton til 999,- hos Eton // Brooks Brothers til 870,- hos Brooks Brothers
Cut-away:
Hackett til 895,- hos MR.PORTER // Esprit til 308,- hos ASOS
Club-collar:
The Kooples til 91 pund,- hos Selfridges // Ralph Lauren til 170 pund hos Ralph Lauren
Kinakrave:
NN07 til 800,- hos Støy Munkholm // Zara til 299,- hos Zara
En klog mand sagde en gang til mig – “…kraven er som dit ansigts billedramme.”. Et maleri er også påvirket af rammen. Det er vigtigt det sidder ordenligt og har udtrykket man ønsker, det er afgørende for integriteten i udtryk og look.