Copenhagen Fashion Week: 4 ting vi lærte på modeugens første dag

Det store modeugecirkus er nået til København, og igennem de kommende dage vil flere af de største danske designere fremvise deres forårs-og sommerkollektion 2016 til den danske og internationale modepresse. Derudover vil gaderne i indre by være fyldt med lækre gadefester, hvor alle kan få smagt lidt på Copenhagen Fashion Week.
Modeugens første dag bød på modeshows fra toneangivende designere som Han Kjøbenhavn og Henrik Vibskov, ligesom Tommy Hilfiger tradtionen tro skød modeugen igang med brunch og Euroman/Eurowoman og Won Hundred lukkede dagen af med et brag af en fest.Jeg har samlet 4 af de vigtigste stilmæssige tendenser fra førstedagen som både byder på sweatpants, store silhuetter, men også klassisk konfektion.
1. Du må stadig gerne være sporty og iklæde dig sweatpants
Det sporty look har efterhånden manifesteret sin relevans i modebilledet, og netop denne tendens har danske Han Kjøbenhavn fortolket videre på i deres forårs-og sommerkollektion 2016. I bedste NBA stil var størstdelen af showets modeller udstyret med sweatpants med knaplukninger langs begge ben, da et imponerende modeshow løb af stablen i Carlsberg byen. Kollektionens mange sweatpants var kombineret med alt fra lange frakker, til blazere og mere simple overdele alt imens modellernes ansigter var gemt væk. Stylingen af sweatpants gav en god identifikation af buksens mange muligheder, der bestemt ikke blot er en træningscentertendens længere.
Du kan altså med ro i sindet investere i et par designersweatpants allerede nu, og mixe dem med konstrastfyldte og mere formelle overdele – du kan sågar overveje dem på kontoret. Den komfortable buks aktualitet er i hvert fald på repeat næste sommer.
Men kan vi begynde at kalde sweatpants for de nye jeans? Det kan du læse meget mere om lige her
2. Stumpede blazerjakker og trekvart lange bukser hos Henrik Vibskov
Henrik Vibskov havde i denne omgang revet teltpælene op fra hjemstedet på Papirøen og rykket sit SS16 show til Rådhuset. Men på trods af den mere kommercielle og klassiske lokation, var kollektionen ikke mindre kunstnerisk og avantgarde end normalt. Tværtimod. Henrik Vibksov bød på en inspirerende og kunstnerisk kollektion med en neutral farvepalet, men stadig med en detaljegrad af dimensioner. Kollektionens mest dominerede looks var blazeren i en løs silhuet og trekvartlange bukser.
Står det til Vibskovs univers byder mandens sommerbeklædning 2016 på løstsiddende blazerjakker med korte snit. Derudover har buksens proportioner fået nyt liv, og de skal nødvendigvis ikke længere kun stumpe lige over anklen. Nej, Henrik Vibskov kan få dig til at se skarp ud i trekvartlange bukser.
3. Konfektion er stadig i højsædet hos de danske brands
De danske brands tror stadig på smalle silhuetter og konfektion i god kvalitet. Hos både Premium by Jack&Jones og Bertoni er slipseknuden bundet stramt og jakkesættet aktuelt for enhver alder når næste sommers kollektioner lander. Premium by Jack&Jones byder på en bred portefølje af både klassiske jakkesæt, men også blazerjakker med kinakraver, skjorter med længde og velsiddende ruskinds-og læderjakker.
Hos Bertoni er snittet alfa omega. Det danske mærkes sommerkollektion byder på utallige seje blazere med stærke detaljer som eksempelvis lynlåslommer – både enkelt-og dobbeltradet.
4. Tommy Hilfiger formår altid at åbne den danske modeuge med manér og velklædthed
Tommy Hilfiger har efterhånden fået som tradition at åbne modeugen med lækker brunch og kollektionsfremvisning. Udtrykket hos det amerikanske brand kommer næste sommer til at byde på en hybrid mellem det afslappede og det sofistikerede, hvor det maritime og preppy naturligvis også er inddraget. Derudover byder Tommy Hilfiger også på en spændende kollektion lavet i samarbejde med tennisspilleren Rafael Nadal.
Ingen kommentarer endnu