Ny kollektion fra Akins: Minimalistiske hatte og frakker

Det danske brand Akins er klar med deres forårs-og sommerkollektion, der lander i udvalgte butikker i denne uge. Kollektionen byder på en række karakteristiske minimalistiske hatte, og som nyt initiativ vil der ligeledes blive introduceret to frakker. Jeg har taget en snak med drengene om den nye kollektion, der udover minimalismen byder på gode kvaliteter, sartorial elegance og et look, der bryder en anelse med konventionerne.
– Hvad har inspireret jer i arbejdet med kollektionen og de nye frakker og hatte?
De nye items er inspireret af enkelthed og minimalisme. Vi er inspireret af vores skandinaviske arv, og den er altid en inspirationskilde når vi designer tøj. På den måde rammer vi en tidløshed.
– I følger en stram farvepalet. Hvad er jeres tanker omkring det valg?
Som brand arbejder vi med en smal palette af farver. Vi fortrækker at holde os til de nuancer som vi føler repræsenterer vores brand, Akins, bedst muligt. Når det er sagt, elsker vi at lege med nuancer indenfor de farver som vi er glade for at arbejde med.
Som kontrast til vores typiske farveunivers, har vi dog valgt at inkludere en camel-farvet hat i vores kollektion, som vi mener passer godt ind i foråret og sommeren.
– Hvem håber I at ramme med kollektionen?
Vi vil meget gerne ramme folk, der sætter pris på kvalitet, har øje for detaljerne og folk, der køber items for at afspejle deres personlighed. Vi forsøger at ramme individet, der jagter mere end bare et stykke tøj, men også sætter pris på universet som vi forsøger at skabe.
– Kan I sætte et par ord på de væsentlige trends i 2016 som I ser dem?
Der er ingen tvivl om at brede silhuetter allerede nu vinder indpas, og helt sikkert vil blive en større trend i løbet af 2016. I forhold til vores egen stil, har vi dyrket de brede silhuetter i et stykke tid efterhånden, og dét har vi bestemt i sinde at fortsætte med. I forbindelse med dette, bliver det også muligt at se endnu mere til de brede silhuetter i vores kollektion, der lander til sommer.
Lookbooken er skudt af Victor Jones, og kollektionen vil kunne købes hos Storm fra denne uge.
Ingen kommentarer endnu