J.W.Anderson laver sneakers med Converse

Normalt fremviser den britiske designer J.W.Anderson (Jonathan Anderson) sine ofte kønsudviskende og proportionsudfordrende kollektioner under modeugerne i London. Denne sommersæson var alting anderledes. JWA rykkede nemlig til Firenze og Pitti Uomo tidligere på ugen, der har haft succes med at hive en række interessante designere til de seneste par sæsoner. Og det var ikke bare lokationen, der var ny for JWA. Også æstetikken tog noget af et retningsskifte i en kollektion, som hyldede kærligheden og som var MEGET mere afslappet og anvendelig end normalt. Soundvenue har skrevet en reportage, som du kan læse her.
Under showet luftede JWA også et nyt designsamarbejde med Converse, som jeg glæder mig meget til bliver sluppet løs. Designeren har fortolket på både den klassiske All-Star og Thunderbolt Ultra. Og hvor sidstnævnte er ganske anvendelig, er All Star-silihuetten noget mere larmende og skabt i en semifeminin farvekombination af grøn og blå med glitter, der trækker subtile referencer til det mere kønsudfordrende univers, som normalt kendetegner JWA. Også en brandet version kommer i All Star-modellen.
De respektive sneakers forventes at lande i slutningen af 2017 eller starten af 2018, men allerede til efteråret lander hans designsamarbejde med Uniqlo.
Ingen kommentarer endnu