Pyjamas til hverdagsbrug. Kan man virkelig det?

Tanken har sikkert strejfet dig. Er pyjamasen ikke længere kun forbeholdt de dovne søndage på langs hjemme i matriklen? Svaret er nej! Pyjamassen er efterhånden mindst ligeså aktuel i en hverdagskontekst.
Indrømmet, måske er det postulat en kende over stregen, hvis du stilmæssigt er konservativt skolet. Men modehusene har igennem flere sæsoner slået et tungt slag for tendensen, når de har sendt modeller ned af catwalken. Faktisk skrev jeg første gang om tendensen som optakt til sæsonen AW16. Og i kvindegarderoben har tendensen for længst fået en “anerkendt” position.
Og ja, med de nyligt overståede herremodeuger frisk i erindringen, kan jeg hurtigt fastslå, at tendensen bliver mindst ligeså dominerende i 2018.
Forleden faldt jeg over denne inspirerende editorial fra King Magazine i Sverige. Magasinet har mødt eksadvokaten og nu forfatteren Jens Lapidus til en snak om identitetskrise og meget mere. Men dét, der virkelig fangede min interesse, var stylingen som Claes Juhlin har stået for. Claes Juhlin, som i øvrigt har en enormt inspirerende Instagram-profil.
Grundelementerne i alle billeder er netop pyjamassen, der møder sneakers og den ultimative modsætning til pyjamassen; nemlig blazeren. Kombinationen er SÅ SVEDIG, synes jeg. Og serien sætter en fed streg under, at et helt pyjamassæt sagtens kan bæres udenfor hjemmet.
Omend du stadig synes, at en hel pyjamas kan virke for græseoverskridende at forlade huset i, kan du passende splitte det op. Overdelen til et par jakkesætsbukser med presfolder. Eller de afslappede bukser med sneakers og en hvilken som helst overdel. Tro mig, du vil se enormt summer fresh ud i det.
God fornøjelse.
Billederne er taget af Andreas Johansson
Ingen kommentarer endnu