Ace & Tate lancerer ny service: Ta’ bare solbrillerne med hjem

Der er mange herligheder forbundet ved internettet og ikke mindst de utallige shoppingmuligheder, det virtuelle univers giver. Men vi kan også hurtigt blive enige om én ting; det er næsten umuligt at købe solbriller og briller på nettet. “Passer de? Passer de ikke?”. Ja, de overvejelser har i hvert fald sat en stopper for flere af mine online solbrillekøb gennem tiden.
Men nu lancerer et af mine favoritbrillemærker, Ace & Tate, der tidligere på sommeren åbnede permanent butik i København, en service på sin hjemmeside, der gør oprør mod de førnævnte udfordringer. For at gøre det lettere at shoppe briller på nettet, har de skabt en ny funktion, nemlig en gratis Home Try-On service. Det betyder med andre ord, at du kan vælge dine shades eller briller på nettet og prøve dem hjemme hos dig selv. Når du har besluttet dig for, hvilke briller du gerne vil have, sender du resten tilbage til Ace & Tate. Det er kvit og frit! Nemt, ik?
Jeg er ret nede med den ordning, der i øvrigt lander samtidig med mærkets AW17-kollektion, der igen er sprængfyldt med både klassikere, men også nogle af de mere vovede silhuetter, der kendetegner det hollandske brands modige og farverige univers. Du kan se nogle af mine favoritter fra kollektionen nedenfor. Kollektionen inkluderer blandt andet en Kurt Cobain-inspireret silhuet, som måske er lidt for vild til min personlige smag, men som jeg ikke desto mindre har det ret vildt over. Samtidig er jeg vild med den kantede framing, der præger flere af brillerne.
Tjek også den her ud: Ace & Tate åbner ny flagskibsbutik i København
Ingen kommentarer endnu