Et skud ud til mfpen og endnu et kig på den svedige SS18-kollektion

All right, jeg synes lige, at mfpen fortjener endnu et shout out i forbindelse med den SS18-kollektion, som blev fremvist under Copenhagen Fashion Week. Nuvel, jeg har allerede skrevet om den her, men nu er jeg kommet i besiddelse af de officielle (lookbook) billeder fra fremvisningen, som du af gode grunde ikke skal snydes for.
Sidst jeg kiggede på kollektionen, skrev jeg: »Kollektionens referenceramme var opbygget omkring den ikoniske 70’er film ‘Alle Præsidentens Mænd’ og de referencer gik både igen i den meget gennemførte setting, der lignede et kontor med utallige ringbind linet op, ligesom Robert Redford, som spillede med i den ikoniske film, var printet på en af skjorterne«. Og ja, det citat indkapsler stadig kollektionen på fornem vis.
Men i forlængelse af temaet og referencerammen rejste designeren bag mfpen, Sigurd Bank, faktisk selv et interessant spørgsmål. Var kollektionen inspireret af det nuværende politiske landskab i USA med Donald Trump som frontfigur? Noget kunne tyde på det, men Sigurd Bank slog fast i det officielle presseskriv, at kollektionen altså IKKE var et politisk statement. Jeg har indsat skrivet nedenfor, som fortjener at blive læst.
Og skal vi lige vende selve kollektionen igen, så er den i min optik med til at positionere mfpen som et de mest interessante herremærker herhjemme. Men hvad er det som mfpen kan? Først og fremmest er kollektionerne fra Banks hånd udpræget anvendelige. Det ser jeg selvsagt en stor styrke i. Trods anvendeligheden bliver det dog aldrig kedeligt. Det skyldes, at tøjet har masser af signatur og DNA, når man dyrker det æstetiske aspekt. Selvfølgelig er der pasformerne, som er ret mfpen-typiske med sit oversize snit. Men ligeledes er der en række subtile detaljer, der svært kan beskrives, men som bør opleves på egen hånd. Vi taler om tone-i-tone broderier på skjorterne osv.
Så ja, som du måske kan fornemme, har jeg optur over mfpen. Den flotte kollektion lander i starten af 2018.Indtil da; Tjek også mfpens AW17-kollektion ud her.
Ingen kommentarer endnu