3 ting, du skal se og gøre i Paris

Turen var en del af en pressetur med Paris Culture and Creation
For fjorten dage siden var jeg på et lynvisit i byernes by, Paris. En by, som jeg virkelig har forsømt igen de sidste mange år. For selv om byen er et modemekka af dimensioner, havde jeg inden mit besøg i forrige uge kun besøgt byen én gang før. Det skal der definitivt laves om på nu. Paris er magisk.
Jeg havde kun lidt mere end et døgn i byen, men derfor har jeg alligevel samlet en liste over tre ting, du skal se og gøre, hvis du tager en tur til den smukke by.
Tag en kaffe på Café Kitsuné i Jardin du Palais Royal
Glemt alt om Eiffeltårnet, triumfbuen og alle de andre store turistattraktioner. Den måske mest essentielle ting at gøre, når man besøger Paris, er selvfølgelig at finde den helt rigtige café, slå sig ned på et bord udenfor (Læs: vigtigt!) og nyde en kaffe og en croissants. Og med den store kærlighed, jeg har for det franske brand Maison Kitsuné, skulle jeg selvfølgelig prøve mærkets café, Café Kitsuné. I 2013 udvidede mærket nemlig sit repetoire og åbnede café i de kosmopolitiske omgivelser i haven ved Palais Royal.
Og ja, Maison Kitsunés café, Café Kitsuné, i den fantatiske Jardin du Palais Royal er mindst ligeså fantastisk, som den tager sig ud på alle de billeder, man kan finde på Instagram. Ærligt, jeg kunne have siddet på caféen hele dagen, nydt adskillige kopper kaffe og bare kigget på mennesker. Så besøger du Paris, er Café Kitsuné min aller fornemmeste anbefaling. Du kommer alligevel med sikkerhed forbi den, hvis du aflægger Palais Royal og Louvre et besøg.
Hvor: 51 Galerie de Montpensier, 75001 Paris
Musée Yves Saint Laurent
Har man bare en lille smule interesse for modens historie, kan jeg klart anbefale, at man slår et smut forbi det nyåbnede museum, Musée Yves Saint Laurent. Museet blev indviet d. 3. oktober i år, så det er altså helt nyt. Men hvad får man så ud af at aflægge det nye museum et besøg? Jo, først og fremmest møder du kjoler, skitser, fotos og smykker fra arkiverne, som alle er begået af en af modehistoriens aller største og vigtigste designere.
Det var dog ingen af de ovenstående ting, der stod ud som min favoritoplevelse på muséet. Nix, det var derimod rammerne i det palæ, hvor Yves Saint Laurent har arbejdet gennem mere end 30 år. I særdeleshed besøget på arbejdsværelset gjorde indtryk på mig, men det samme gjorde naturligvis også de store modtagelsesværelser, hvor kunderne i sin tid måtte vente på at komme op til Yves for at se kollektionerne. Sidst men ikke mindst er Musée Yves Saint Laurents facade en æstetisk oplevelse i sig selv.
Hvor: 5 Avenue Marceau, 75116 Paris.
Foundation Louis Vuitton
Apropos æstetiske bygninger og facader, så byder Foundation Louis Vuitton måske på den flotteste af dem alle. I 2014 slog Louis Vuitton dørene op for deres arkitektoniske og kulturelle højborg i Bologne Skoven. Bygningen er tegnet af den anerkendte arkitekt Frank Gehry.
Og selv om man kunne fristes til at tro, at det indvendige i Foundation Louis Vuitton handler om tasker eller andet af det man sædvanligvis forbinder med Louis Vuitton, så forholder det sig langt fra sådan. Bygningen er nemlig er museum for moderne kunst, og man har netop åbnet op for en ny udstilling. New Yorks MoMA (Museum of Modern Art) er kommet til Paris med udstillingen ‘Being Modern’, der vises frem til marts 2018. Og med sig har man taget det bedste fra kunsthistorien. Alt fra Picasso til Andy Warhol, Henri Matisse og Yayoi Kusama. Udstillingen er en hyldest til det 20. og 21. århundredes kunst, og den er flot, skulle jeg hilse at sige.
Anyways, hvad end du er til moderne kunst eller ej, så skal du virkelig overveje at tage forbi Foundation Louis Vuitton . Om ikke andet, så bare for at opleve den mastodontiske og gudesmukke bygning, som naturligvis er smuk set ude fra, men som er helt unik, når man står inde i den. Hvis du stadig er i tvivl, så tjek mine billeder ud.
Hvor: 8 Avenue du Mahatma Gandhi, 75116 Paris
Sikke lækre billeder – jeg må og skal tilbage dertil 🙂
– A