The Row går i Célines fodspor – klar med herrekollektion

OVERRASKELSE. Husker du Mary-Kate og Ashley Olsen? Ja, skuespillerinderne, der lagde karrieren på det hvide lærred på hylden til fordel for modebranchen? Siden 2006 har Olsen-tvillingerne formået at skabe luksuriøse kollektioner med deres eksklusive brand The Row, der er en underspillet favorit blandt mange i modebranchen og som ved CFDA Awards tidligere på året vandt titlen som årets accessories-designere.
I dag er tvillingerne kommet med en overraskende udmelding, de er nemlig klar til at løfte sløret for en omfattende herrekollektion. Dermed følger de i fodsporet på Céline, der tidligere på året ansatte Hedi Slimane til blandt andet at designe modehuset første kollektion til mænd, der bliver vist i næste måned under modeugen i Paris.
Og ja, jeg er ret sikker på, at The Row til mænd bliver et meget interessant bekendtskab.

De første billeder af The Row til mænd
Jeg har længe været ret begejstret, når Olsen-tvillingerne har vist deres The Row-kollektioner til kvinder. For eksempel havde jeg dem med på listen over bedste kendiskollektioner (omend man kan diskutere om deres kollektioner overhovedet skal kategoriseres som kendiskollektioner), da jeg sidste år lavede en liste til Soundvenue. Det oser nemlig altid af luksus, og så er det monokromt, underspillet og ekstremt veludført. Hele den æstetik skulle de eftersigende tage med ind i deres herrekollektion, der allerede lander til oktober, og som kommer til at byde på afslappet suiting med referencer til 80’erne og 90’erne, skjorter, denim og knitwear.
Og selvom det har været kvinder, som Olsen-tvillinger indtil nu har fortryllet med deres designkundskaber, skriver de i den officielle pressemeddelelse, at herretøj ligger dem nært. Ofte har de fundet inspiration i herregarderoben, ligesom mærkets navn er opkaldt efter Savile Row – den ikoniske gade i London, der er kendt for skræddersyede luksusjakkesæt til mænd.
Jeg glæder mig til oktober, hvor kollektionen blandt andet vil lande hos MR PORTER.
Læs også: Hedi Slimane skal til Céline og lave mærkets første herrekollektion
Ingen kommentarer endnu