FC Barcelonas stjerner ser bare ikke rigtigt cool ud i Thom Browne

MESSI OG CO. x THOM BROWNE. Indrømmet. Jeg har i forvejen ikke særlig meget tilovers for FC Barcelona. Sådan er det jo med fodbold. Man har sine helte og ikke mindst sine skurke.
Alligevel var jeg begejstret, da Thom Browne tidligere på sommeren meldte ud, at de fremadrettet skulle klæde FC Barcelonas fodboldstjerner på i mærkets signaturjakkesæt ved alle udekampe i La Liga samt til alle Champions League-kampe. Det er i min optik ret unikt, at et brand som netop Thom Browne, der bestemt ikke er kommercielt, vælger at engagere sig i sportens største brands, når de indgår samarbejder med FC Barcelona og med NBA-holdet Cleveland Cavaliers, som Thom Browne klædte på til en stor del af sidste års kampe i NBA-slutspillet, hvor Lebron James førte dem an.
De første pressebilleder af Thom Browne x FC Barcelona-samarbejdet så da også lovende ud – omend det ikke var nogle af spillerne fra holdet, der var stylet New York-designerens signaturjakkesæt dér midt på Camp Nou.
Nu er de første billeder af Suarez, Messi, Pique etc. så blevet delt på Instagram de seneste par uger. Og hvis du spørger mig, så ser FC Barcelona-stjernerne bare ikke rigtigt cool ud, som man kunne have håbet! Det er selvfølgelig en MEGET subjektiv holdning og en smagssag – og bevares, der er da enkelte spillere iblandt, der formår at bære den grå uniform som den skal bæres. Men Thom Brownes karakteristiske silhuetter og proportioner med stumpede blazere og bukser kommer bare ikke til sin ret på størstdelen af FCB-stjernerne. Det bliver for firkantet på den ufede måde og spillerne virke ikke bekvemme i det.
I min verden er et Thom Browne jakkesæt ellers det ypperste, men det klæder bare ikke Messi og co.
Er du enig, eller skyldes min skuffelse blot, at jeg har et anstrengt forhold til FC Barcelona som hold og i særdeleshed Messi som spiller?
Bedøm selv.
Læs også: Afslappet suiting med Troelstrup – sådan får du det maksimale ud af dit suit
Ingen kommentarer endnu