Raf Simons er færdig hos Calvin Klein


Raf Simons efter CK SS19
BREAK UP. Mindre end to år efter Raf Simons debuterede som kreativ styrmand for Calvin Klein, er han færdig hos det ikoniske amerikanske brand.
Siden Raf Simons kom til, har han revitaliseret mærket og skabt en æstetik og et brand, der har fået enormt meget anerkendelse og kærlighed i modebranchen – og jeg har også været KÆMPE fan.
Især Rafs take på hele Americana/western-looket, samarbejderne med Sterling Ruby og Andy Warhol Foundation samt lanceringen af den ekslusive underlinje 205W39NYC, der er blevet vist på catwalken under modeugerne i New York – og som har gjort det muligt at genkende et Raf design for CK uden synlige logoer –, har været nogle af de højdepunkter fra Raf x Calvin-alliancen, der står klarest.
Men selvom Raf Simons har været elsket af “insidere” i modebranchen for hans transformation af Calvin Klein – som trods sin ikoniske brandstatus ikke havde meget coolness tilbage over sig før hans ansættelse – har Raf Simons vision for CK desværre fejlet kommercielt, hvor salget på ingen måde har kunnet følge med hypen og anerkendelsen.
Den faktor har nu fået PVH, som ejer Calvin Klein og Tommy Hilfiger, til at lægge nye planer for fremtiden – og de inkluderer desværre ikke Raf Simons.
Et kæmpe tab for Calvin Klein, der helt sikkert kommer til at miste meget af det momentum, de fik tilført med Raf Simons. Men et megabrand som CK skal jo performe rent økonomisk, og her har Raf Simons vision, der også har sat sit aftryk på mærkets andre underlinjer, desværre fejlet.
Break-uppet mellem Calvin Klein og Raf Simons kommer til at betyde, at Calvin Klein 205W39NYC ikke kommer til at vise show under NY-modeugen til februar.
Det bliver spændende at se, hvad Raf Simons nu skal lave, når han ikke designer i eget navn. Og det bliver enormt spændende at se, hvilken retning Calvin Klein nu vil i.
Ingen kommentarer endnu