Derfor er Wooyoungmi mit seneste brand-crush


Foto: Fra SS19 og AW18-kollektionen (Vogue)
HOLD ØJE MED. Wooyoungmi har været her længe. Siden 2002 faktisk. Men når jeg er scrollet herrekollektionerne fra modeugerne igennem hos Vogue, har herremærket med de sydkoreanske rødder aldrig rigtig fået min opmærksomhed. I hvert fald ikke før nu. For på det seneste er jeg blevet vildt inspireret af mærkets æstetik og snit.
Hos Wooyoungmi er silhuetterne brede, kraverne overdimensionerede, mens jakkesæt ofte er omdrejningspunktet i mange af de styles, som rammer catwalken. Samtidig har særligt de seneste to kollektioner omfavnet en spændende androgyn tilgang til hele tailoring-universet.
Læs også: Glædelig jul i fløjl, dobbeltradet og strikslips
Nu er det ikke fordi, at det smalle, velsiddende jakkesæt har mistet sin relevans. Det findes stadig intet, som cementerer velklædthed bedre end et velsiddende jakkesættet. Og Tiger of Sweden har med deres SS19-kollektion blandt andet bevist, at det smalle jakkesæt stadig er yderst aktuelt.
Men når jakkesættet igennem en årrække har været min go to-uniform i garderoben, så bifalder jeg, at silhuetterne også er begyndt at løsne op, således man kan trække jakkesættet i mange flere retninger. Og her er Wooyoungmi altså en af bannerførerne for den tilgang.
Læs også: 23 gode køb – udsalget hos Mr Porter er skudt i gang
Nedenfor har jeg samlet et par eksempler fra mærkets seneste kollektioner, der sætter en fed streg under, hvorfor Wooyoungmi er mit seneste brand-crash.

Foto: Vogue
AW18-kollektionen maner alle regler, du normalt har kendt til, til jorden, når det kommer til jakkesættet. Pasformerne er legesyge, når mærket eksempelvis slår et slag for det dobbeltradede jakkesæt, der dominerer i herregarderoben lige nu.
SS18-kollektionen bød blandt andet på den her sjuskede leg med skjorte og slips, som var stylet under en løst jakkesæt. Vil man replikere looket, er det dog altafgørende, at man formår at bære det med selvtillid, hvis ikke man vil ligne afslutningen på en bytur.
SS19-kollektionen, der meget snart lander, byder eksempelvis på dette ternede jakkesæt, som rammer 70’er-80’er-trenden perfekt. Og stylet med den overdimensionerede krave og hvide støvler, vi også har set en del hos Calvin Klein, så rammer det plet og lige ned i den David Bowie-ånd, som designeren Katie Chung har ønsket at skabe med kollektionen.
SS19-kollektionen flirter også med Miami Vice-looket. Men selvom det balancerer på en knivsæg mellem cool og kikset, så formår Wooyoungmi selvfølgelig at gøre det COOL!
AW18-kollektionen bød også på en lidt mere afdæmpet version af det overdimensionerede suit, der var stylet med en skjorte, hvis krave nærmest også udgør en neckerchief.
Shop Wooyoungmi hos Matchesfashion eller Harvey Nichols
Læs også: Raf Simons er færdig hos Calvin Klein
Ingen kommentarer endnu