Prada insisterer – det sorte jakkesæt er tilbage!


To favoritlooks fra Pradas AW19-kollektion (Foto: A.Lucioni)
PRADA AW19. Forleden viste Prada mærkets AW19-kollektion under modeugen i Milano. Og her beviste Miuccia Prada igen, hvorfor hun sammen med Kim Jones er min absolutte favoritdesigner.
Pradas univers kan noget helt unikt. Selvfølgelig sidder man altid med en fornemmelse af, at Miuccia Prada er en progressiv designer. Men hun formår også med sine kollektioner at balancere perfekt mellem tailoring og det tekniske og sporty, hvilket tilsammen skaber nogle kollektioner, jeg virkelig elsker.
Det understregede Miuccia Prada igen med AW19-kollektionen, der bød på nye fortolkninger af Cloudbust-sneakeren, der nærmest havde Vapormax-lignende såler. Der var farverige strik, der føltes som en fin viderefortolkning af de mange boxy skjorter, der har domineret de sidste kollektioner – og som også var en del af kollektionen denne gang. Der var også flere bud på den nylon, der fylder så meget i Prada-arven, men som også virkelig har fået en revitalisering de senere sæsoner.
Men ja, som kollektionens højdepunkt stod de mange suits, der typisk var stylet med to bælter rundt i taljen og en af de mange tasker, der igen rykkede nogle grænser mellem det maskuline og feminine.
Blandt jakkesættene så vi, at det sorte jakkesæt er tilbage. Sådan for alvor! Det sorte jakkesæt har de sidste mange år været et absolut no-go med mindre et bryllup eller begravelse har været på programmet. Men allerede nu – halvvejs inde i AW19-herremodeugen – kan vi konstatere, at det igen er smart at hoppe i det sorte jakkesæt i en løs silhuet, og Prada viste virkelig vejen med stærke stylinger og styles på catwalken!
Åbningslooket var nemlig et helt sort jakkesæt, mens farven var gennemgående i størstedelen af kollektionen. Jeg kan vist roligt sige, at min næste investering, når det kommer til et jakkesæt, bliver et sort et af slagsen.
Du kan se alle looks fra den stærke Prada AW19-kollektion hos Vogue her. Og alle mine favoritlooks er selvfølgelig samlet i denne artikel.
Læs også: Fem højdepunkter fra Pitti Uomo
Ingen kommentarer endnu