Uniqlo og JW Anderson fortsætter samarbejdet med tredje udspil

De bedst klædte mænd ved Oscaruddelingen

Foto: Chadwick Boseman & Rami Malek

RØD LØBER. I nat blev de fornemmeste filmpriser endnu en gang uddelt, da Oscar-vinderne for 91. gang skulle findes i Hollywood. Her vandt ‘Green Book’ med danske Viggo Mortensen i hovedrollen eksempelvis for bedste film, mens Rami Malek løb med titlen som bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i ‘Bohemian Rhapsody’. 

Sidstnævnte gjorde sig som altid også stærkt bemærket på den røde løber, hvor dresscoden på herresiden naturligvis var præget af det klassiske Black Tie. Og ja, generelt var looket på den røde løber hos mændene – ikke overraskende – en anelse mere sikkert og konservativt end ved mange af de andre røde løbere denne sæson.

Men flere valgte også at udfordre både Black Tie-dresscoden og traditionelle kønskoder med både kjoler, palietter, mens vi også fik et skrigende lilla suit.

Se mine favoritlooks fra den røde løber herunder, hvor også et par af de mere vovede looks har sneget sig ind.

Mark Ronson

Med hvide detaljer på jakkens ærmer og revers, som i øvrigt er fra Maison Lance, formåede Mark Ronson at rocke et af aftenens mest sofistikerede, men også rock’n’ roll-inspirerede looks. Og igen cementererede Ronson sådan set bare, hvor velklædt og stilsikker han ALTID er.

Chadwick Boseman

Black Panther-skuespilleren er altid en fornøjelse at følge på den røde løber. Flere gange har vi set ham i Louis Vuitton-designs af Virgil Abloh. I nat var han klædt i Givenchy Haute Couture med en pailletbelagt overdel med en form for slæb, som næsten fik det til at ligne, at han bar kjole. Det var et forfriskende pust på den røde løber. 

Rami Malek

Årets bedste mandlige skuespiller for sin rolle i ‘Bohemian Rhapsody’ gjorde det på den klassiske måde med en smal, velsiddende smoking fra Saint Laurent. Men ja, selvom jeg elsker at se folk som Chadwick Boseman ovenfor, der tør udfordre på den røde løber, så er det klassiske Black Tie-look altid en sikker vinder, hvis man har øje for detaljen, som Rami Malek har.

Nicholas Hoult

Klædt i sort fra top til tå gjorde Nicholas Hoult sig også yderst stærkt bemærket på den røde løber. Han bar nemlig en Kim Jones kreation fra Dior Men med den karakteristiske lukning, der er en mellemting mellem en singleradet og dobbeltradet. Shit, hvor er det bare flot!

Mahershala Ali

Klædt i Zegna XXX gjorde Mahershala Ali sig også stærkt bemærket, når han gav det klassiske smoking-look et streetet udtryk. Her var det tophuen og brillerne, der stjal allermest opmærksomhed.

Spike Lee

Det er KUN Spike Lee, som kan få succes med et lilla suit med matchede hat, guld Jordan 3’s og en solid omgang ice på fingrene. Jeg er kæmpe Spike Lee fan, hans farverige stil og person, og det var samtidig yderst velfortjent, at han endelig løb med en Oscar for bedste adapterede manuskript til ’BlacKkKlansman’.

Men hey, når det kommer til at klæde sig på, så prøv ikke dette derhjemme – hverken til hverdag eller fest. Det er altså kun Spike, som kan få et par guld Jordans og et lilla suit til at se skarpt ud!

Billy Porter

Om du kan lide det eller ej, så var det forfriskende, at Billy Porter på denne måde turde bryde med kønskoderne og ankomme i en hybrid mellem smoking og kjole fra Christian Siriano – et look, som samtidig slog et skønt slag for diversiteten på catwalken. 

Læs også: JW Anderson og Uniqlo fortsætter samarbejdet med tredje udspil

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Uniqlo og JW Anderson fortsætter samarbejdet med tredje udspil